Logo

A. de Saint-Aubain

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook
A. de Saint-Aubain, Andreas Nicolai de Saint-Aubain, 18.11.1798-25.11.1865, forfatter. Født i Kbh. (Garn.), død samme sted-(Garn.), begravet samme sted (Garn.). Ugift, de S.-A. voksede op på Christianshavn i ejendommelige og fantasibefordrende omgivelser, optaget af leg med sine søskende og læsen romaner, når man ikke for at tøjle hans urolige blod lod ham strikke. Blandt hans tidlige glæder hørte de regelmæssige søndagsture til moderens forældre, de rige handelsfolk, og de noget sjældnere besøg hos farmoderen som kunne fortælle om hoffet i ældre tid, da farfaderen (f. 1707 i Bretagne, emigreret hugenot, d. 1783 som justitsråd) var kammertjener hos Frederik V.

Selv oplevede den lille de S.-A. et hof en miniature på Arresødal ved Frederiksværk, hvis ejer, Carl af Hessen, var bekendt med hans forældre, og hvor han tilbragte somrene 1804–06. Her fik han sansen for form og gode manerer skærpet og foreholdt de kavaleregenskaber, en senere samtid berømmer ham for. de S.-A. undervistes hjemme i sin barndom, 1812 kom han i Metropolitanskolen, udmærkede sig ikke, blev taget ud 1817 og dimitteredes 1818 privat til universitetet. 1820 fik han 2. eksamen.

I sin første ungdom synes han ikke at have haft noget egentligt livsmål; han red og fægtede, dyrkede musik og selskabelighed, var født medlem af den heibergske kreds og kendt med en række af samtidens skønånder, men i smug forberedte han sig til at blive diplomat. Han var kommet i forbindelse med gehejmeråd Niels Rosenkrantz der var ham meget bevågen, og studerede sprog og politik, men Rosenkrantz' død 1824 gav hans forhåbninger et knæk. Sammen med broderen Frederik tog han fat på det juridiske studium, men blev en tid lang bragt ud af bane ved broderens og søsterens død 1827, hvortil kom økonomiske vanskeligheder, efter at familiens fælles-ejendomme var blevet solgt som følge af det Buntzenske handelshus' fallit.


En diplomatisk post i "Barbariet" afslog han at søge og valgte at støtte sin hårdtramte mor, som han med sjælden omsorg sørgede for så længe hun levede. Offentligt trådte han første gang frem i Kjøbenhavns flyvende Post 1828 med novellen Nummer Syv, som trods sit lafontaineske emne er bemærkelsesværdig med sin moderne og mundtlige stil, ligesom den indeholder forskelligt af psykologisk interesse og forråder i sin forfatter en troubadour. Allerede her optræder en stående figur hos de S.-A.: den uheldige elsker.


Mellem 1829 og 1834 samlede de S.-A. materiale til et dansksvensk leksikon og udarbejdede bogstaverne A, B, C men Chr. Molbech frarådede ham at fortsætte. Om hans stadig levende politiske interesse vidner hæfteskriftet Tre Ark, 1833, hvori han gennemgår og kritiserer europæiske regeringsformer. Skriftet blev forbudt af censuren, og de S.-A. ophørte med denne prøve officielt som politisk skribent, men hans breve, trykte og utrykte, vrimler af udtalelser om politiske forhold og personer. Stemt for demokratiet var han ikke (og spåede det dog en fremtid), men som den gode aristokrat han var, nærede han virksom interesse for sine ulykkeligt stillede medmennesker.


Fra 1835 til sin død sad han i bestyrelsen for sygehjem, asyler, brændselsforeninger og andre velgørende selskaber, var personligt på færde overalt og sparede ingen møje, hvor han kunne hjælpe. Mere lukrativ var sekretærposten i Selskabet for hesteavlens fremme i de danske provinser, som han beklædte 1841–48.


Tilskyndet ved Thomasine Gyllembourgs produktion vendte de S.-A. sig for alvor til litteraturen. Opmærksomhed vakte Et Aar i Kjøbenhavn I–II, 1835, der introduceredes af fætteren J. L. Heiberg som døbte ham Carl Bernhard, et navneskjul de S.-A. vågede strengt over, og som nok er givet ham med allusion til Charles Bernard, en samtidig fransk forfatter. Et Aar i Kjøbenhavn er en brevroman i ældre smag, men røber ved manér og tone påvirkning fra både E. T. A. Hoffmann og Jean Paul. Hans felt er her, og siden i en række noveller, også fru Gyllembourgs: det kbh.ske borgerskabs huslige og selskabelige liv med dets konflikter og individuelle forhold, men forankret i dette miljø er de S.-A. ikke.


I de følgende fem år udsender han hovedstokken af sine noveller. Dagvognen, 1836, gentager motivet fra Nummer Syv, den forladte kvinde som kommer lykkeligt i havn. Til Declarationen, 1836 har de S.-A. fraskrevet sig forfatterretten i novellen Brødrene Bernhard, samme år, en æstetiserende samtale i en indtagende ramme. H. Schwanenflügel, hans biograf, meddeler, at den hidrører fra et samarbejde mellem Martin Hammerich og Andreas Buntzen, de S.-A.s fætter som også er medforfatter til Brødrene Bernhard og Skjødesynderne. Lidt for sig i forfatterskabet er Commissionairen, 1836 hvori han kvikt og let, med kåd og frigjort spøg fortæller "et Rejseeventyr", som A. L. Arnesen siden kaldte sin dramatiske bearbejdelse deraf.


Kun for at more var den skrevet og konstrasterer stærkt mod den lige så kendte Børneballet fra samme år Børneballet handler om en ung pige af et fint og letbevægeligt sind der tror at elske og tror sig elsket af en libertiner, som gennem hendes veninde puster til flammen. Forholdet mellem de to veninder er en perle af psykologisk skildring. Forskellige komplikationer tager så heftigt på den unge pige at hun går til grunde i åndelig kval. Børneballet er en didaktisk novelle og viser både ved ånd og metode (en læge er ræsonnør) frem til 70ernes og 80ernes problemlitteratur herhjemme. En mere håndgribelig forførerhistorie er Et Løyte, 1839, som ifølge familietraditionen skal være skrevet til advarsel for en yngre fætter til de S.-A.


Også Tante Francisco, 1837, er en forforts historie, men har sit særlige værd ved portrættet af den gamle, velgørende dame, et kvindeligt sidestykke til de S.-A. selv som filantrop. Personlig baggrund tør man tro der er både for Skjødesynderne, 1837 om et forhold til et par unge piger og Et Ordsprog, 1839 om en aldrende ungkarl der søger en kone, og oplagt tilknytning til hans eget liv har Lykkens Yndling, 1838, de S..-A.S berømteste novelle. Med erindring fra tiden hos Niels Rosenkrantz og med synlige litterære forbilleder hos Henri Beyle (Stendhal: Rouge et noir) og Edward Bulwer (Devereux og The Disowned) fortæller han om en varmhjertet og dristig ung mands stræben for at gøre sig gældende som diplomat og elsker.


Bogen er fuld af portrætter fra samtidens aristokratiske kredse, men tiltrak ligeså meget ved sin eksotiske duft og romantisk farvede prosa. Som kunstværk indtager den i de S.-A.s forfatterskab en høj plads og peger ved sin til tider impressionistiske replikkunst og sit psykologiske studium af en kaste frem mod Herman Bang. At der også i de S.-A. var en rebel, vidner flere steder om i Lykkens Yndling, og at han meget vel kan stikle til sit "Sværmeri", ɔ: diplomatiet, ser man både her og i En Familie paa Landet, 1839.


Samtidig med Lykkens Yndling skrev de S.-A. på Gamle Minder I–II, 1840, hans første historiske roman og den første roman om Struenseetiden; han havde samlet stof til den siden sin ungdom, og den ventede blot på Frederik VIs død for at komme ud. Den blev læst med megen begejstring af samtiden og imødekom den offentlige menings omvurdering af paladsrevolutionen til fordel for Caroline Mathilde og hendes elsker. Et sidestykke til portrættet af Tante Francisca er indledningsbilledet af den gamle kammerherre. Begge er de "stille eksistenser", og både Vilh. Topsøe og Herman Bang skulle her fortsætte de S.-A.


Historien i Gamle Minder er meget tvivlsom, baseret som den er på mundtlige overleveringer og datidens pjecelitteratur; dens stemning har han arvet fra moderen, om hvis kærlighed til Caroline. Mathilde han fortæller i To Revolutioner, 1867, hvori han for øvrigt korrigerer sit billede af omvæltningen. Også på højeste sted blev bogen gunstigt modtaget. Christian VIII som var blevet apostroferet på dens første blade, og som meget skattede dens digter, skaffede ham digtergage (1842 300 rdl. der 1848 forhøjedes til 500 rdl.) og opfordrede ham til at fortsætte som historisk romanforfatter. Overvejende med Walter Scott som forbillede forsøgte de S.-A. sig to gange med ældre dansk stof.


I Krøniker fra Kong Christian den Andens Tid I-III, 1847, interesserer han sig ligesom sin mester og som i Gamle Minder mere for miljøet og tidsbilledet end for den politisk-historiske situation. Hovedhandlingen er en kærlighedshistorie der snor sig gennem den næsten tusind sider lange roman og som ved forviklinger og uheld giver rigelig lejlighed til skildring af datidige personer og forhold med billeder såvel fra gejstlighedens og adelens liv som fra den op-hjulpne borgerstand og de lavere klasser. Scott har også næret hans historisk-topografiske interesse som han tidligere havde givet udtryk for i en studie Graabrødretorv, 1840. Fra Prosper Mérimée har han romanens titel (Chronique de regne de Charles IX) og en enkelt situation og fra Victor Hugo en grotesk figur. Ingemannske reminiscenser kan man heller ikke se bort fra.


De er navnlig tydelige i den nationalt opbyggelige Krøniker fra Kong Erik af Pommerns Tid, 1850. Kraftigt om de S.-A.s danske sind vidner også det patetiske og harmfulde digt i stavrim Danmark og Augustenborgerne, 1849, trykt i Fædrelandet.

Til P. L. Møllers Gæa havde de S.-A. 1845 skrevet en fortælling Marie (således døbt af redaktøren), en efterligning af St. St. Blichers novelle af samme navn, men i øvrigt dyrkede han i 40erne ikke genren. Nu efter præstationen med de store romaner vender han sig atter til det mindre format med To Venner, 1850, hvori han fortsætter forskellige motiver fra sin tidligere novelledigtning og lærer, at det sande ægteskab har såvel en æstetisk som en etisk side der hører ubrydeligt sammen. Novellen er et stykke "æstetisk Moral" i fru Gyllembourgs smag, den vakte megen opsigt og diskussion, og fremkaldte bl.a. M. A. Goldschmidts vittige og satiriske kritik.


Beslægtet med To Venner er En opmærksom Ægtemand, 1861, hvori (såvel som i Dansk Folkekalender) de S.-A. til sin død offentliggjorde en række noveller eller fortællende stykker. Det gyldne Skind, 1853 er en variant af Blichers Hosekræmmeren, Ved Assistenshuset, 1855 en familiestolthedens apoteose og en skøn og meget saint-aubainsk historie. Ret og Vrang, 1858 har han lånt fra Bulwer (The student). Et Studium, 1861 travesterer J. L. Heibergs Opfordring til Strømpeologie (fra Den flyvende Post, 1828). En Gaade, 1863 og Den fine Skrædder, 1864 er "ekscentriske Noveller" og En Baderejse, 1865 hans opgør med skandinavismen. Ikke optaget i Samlede Skrifter er En Dag i det grønne (Aaret rundt, 1890), en besk og desillusioneret fortælling.


Endelig må nævnes de meget underholdende stykker samlet i Tante Leonores Erindringer, 1860–61 og hans Autobiographiske Fragmenter, 1867, der er blevet forøget med flere kapitler, trykte i Museum 1890–91. – de S.-A. var i sine senere år ofte syg og producerede kun langsomt. Moderens død 1853 var allerede et alvorligt slag for ham, han følte sig ikke siden tilpas i Kbh. og gjorde hvert år månedlange ophold hos venner på herregårde.


Økonomiske bekymringer plagede ham ofte, hvortil kom kraftig irritation over nationens politiske forhold, og der samlede sig efterhånden megen mismod og bitterhed i hans sind, hvorfor hans læseværdige breve giver spontane udtryk, men som må suppleres med det mere afklarede indtryk af hans idékreds der foreligger i For og Imod, Themaer for Tænkning, 1867, hvor ny og gammel læsning er smeltet sammen med egne tanker i en række større og mindre aforismer. – Vistnok var de digteriske momenter aldrig righoldige hos de S.-A., men hans psykologiske indsigt er til tider fin og sjælden, og han er en åndrig og brillant fortæller. Ligesom fru Gyllembourg har han stade i datidens patricierkultur, men både socialt og sjæleligt er hans forfatterskab af større spændvidde end hendes.


Familie

Forældre: kaptajn, senere oberst Frederik (Friederich) Julius Christian de S.-A. (1754–1819) og Anna Bolette Buntzen (1779–1853).


Ikonografi

Træsnit af W. Obermann, 1865, efter tegn. af H. Olrik. I samme type litografi af E. Fortling 1867, litografi 1872, træsnit af W. Obermann 1870, af H. P. Hansen 1886 m.fl. Foto.

Udg. Saml. noveller og fortæll. I-XIV, 1856–67. Saml. skr. 2. udg. I-XIV, 1869–71.

Kilder. Erindr. i Saml. noveller XIV, 1867 I-LXXXIV (2. udg. XIV, 1871 1–99), Museum, 1890 65–80 169–74; 1891, I 47–55. Breve i Af A. F. Tschernings efterl. papirer I–III, 1876–78, Pers. hist. t. 3.r.VI, 1897 116–86 og 4.r.V, 1902 29–61 samt Fra arkiv og museum 2. ser. I, 1916–25 160–63 210–13.


Bibliografi

Lit. Paul Hennings: Stamtvl. over familien Buntzen, 1897 4. Th. Hauch-Fausbøll: Slægthåndbogen, 1900 949f. Frode liirgensen og P. Hennings: Slægtreg. over familierne Sangaard m.fl., 1910 29. A[ndreas] B[untzen] i III. tid. 3.12.1865. E. Elberling samme sted 16.1.1881. N. C. L. Abrahams: Medd. af mit liv, 1876 156–64. Arthur Abrahams: Minder fra mine forældres hus, 1894 11–17. H. Schwanenflügel: Carl Bernhard, 1895 (optr. i Carl Bernhard: Udv. skr. XII, 1897 203–326). Jul. Salomon i Danske studier, 1905 147–56. Willy Schorn: Da voldene stod, 1905 188–92. Morten Borup: J. L. Heiberg I–III, 1947–49. Papirer i Kgl. bibl.



Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 0,0 (0 stemmer)
Siden er blevet set 622 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• A. MichelsenA. Michelsen, Andreas Ludvig Jacob Michelsen, 31.5.1801-11.2.1881, historiker, politiker....
• A. Regenburg 2A. Regenburg, Theodor August Jes Regenburg, 20.4.1815-7.6.1895, departementschef,...
• A.N. HansenA.N. Hansen, Andreas Nicolai Hansen, 14.9.1798-12.12.1873, grosserer. Født i Kbh. (Nic),...

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os