Logo

A. Regenburg 2

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook
A. Regenburg, Theodor August Jes Regenburg, 20.4.1815-7.6.1895, departementschef, stiftamtmand. Født i Åbenrå, død i Kbh., begravet i Skanderborg. Ugift. R. mistede tidligt sin far, og da enken sad med seks børn og fra 1828 var kammerfrue hos prinsesse Wilhelmine blev R. 1829 optaget – med friplads – som elev på Sorø akademi. Her påvirkedes han navnlig af historielæreren C. F. Wegener der påvirkede hans nationale indstilling dybt og varigt. R. fik desuden i Sorø en bekendtskabskreds som han senere ansatte i sønderjyske embeder. 1835 var den højtbegavede dreng blevet student og 1841 juridisk kandidat.

N.å. trådte han ind i danske kancelli som volontør og blev samtidig privatsekretær hos P. C. Stemann som han også boede hos. Han bestred sit arbejde "til Kollegiets fulde Tilfredshed" og kom samtidig til at stå ministeren personligt nær. Hos Stemann lærte han konservatisme og tilbageholdenhed, men forstod tillige at hævde sig ved "uforbeholdne, aabenhjertige Udtalelser". Desuden blev han her placeret i den sene enevældes egentlige magtcentrum.

I aug. 1849 krævede Stemanns søstersøn F. Tillisch, der var blevet udnævnt til det danske medlem af bestyrelseskommissionen for Slesvig R. som medarbejder, og Stemann måtte nølende give afkald på sin husfælle. Skønt den offentlige mening, særlig i Flensborg, var interesseret i at få Chr. Flor til at overtage denne stilling, blev R. 1.9.1850 (dagen efter at han var blevet udnævnt til fuldmægtig i justitsministeriet) af Tillisch sat til at bestyre samtlige sønderjyske kirke-, skole- og undervisningssager, og han havde hermed fået den ressort under sig som han under vekslende titler (1852 departementschef, 1859–60 direktør) varetog uafbrudt lige til Sønderjyllands afståelse 30.10.1864.


Hvor stor andel R. har haft i de afskedigelser af slesvigholstenske embedsmænd som Tillisch foretog efter Istedslaget må stå hen; at han har billiget dem, kan der i hvert fald ikke herske tvivl om. Det samme gjaldt ophævelsen af den gamle bestemmelse, at slesvigske embedsmænd skulle have studeret to år ved Kiels universitet, og af alle den provisoriske regerings og statholderskabets love og forordninger fra årene 1848–50. Derimod er der ingen tvivl om, at R. er sprogreskripternes fader. Han blev bestyrket i sin plan om disse af sin gamle lærer Wegener der havde henledt hans opmærksomhed på Frederik VIs reskript af 15.12.1810 om indførelsen af dansk kirke-, skole- og retssprog overalt, "hvor det danske Sprog er Almeenmands Sprog".


Wegener havde også stemt Frederik VII for at dette nu skulle føres ud i livet. Også den stærkt dansksindede Stemann må antages at have været af samme mening. Den danske sprogpolitik havde således sin rod i konservative kredse, men den knæsattes af de nationalliberale. Efter at dansk og tysk i slutningen af 1850 var blevet ligestillet i de nordslesvigske købstadskirker, og dansk var blevet indført som undervisningssprog i alle nordslesvigske skoler, udsendte Tillisch i febr.-marts 1851 de allerede i datiden omstridte sprogreskripter for Mellemslesvig der vakte navnlig den angelske bondebefolknings energiske modstand og blev skarpt kritiseret ikke blot i udlandet, men også af indsigtsfulde danske kredse.


Herefter indførtes dansk undervisningssprog (med fire ugentlige timers undervisning i tysk) og dansk og tysk som vekslende kirkesprog i Tønder by, de dansktalende landsogne af sammes provsti, i Flensborg provsti, i de otte nordligste sogne af Gottorp provsti og i fire sogne af Husum-Bredsted provstier. Dette "blandede Bælte" omfattede et halvthundrede sogne med en samlet befolkning på omtrent 80 000 indbyggere.


Flensborg by kom til at danne en enklave, idet det tyske sprog bibeholdtes her, men der dannedes en dansk frimenighed med tilhørende skole omkring Helligåndskirken.

R. kom kun til at virke kort tid i Flensborg, thi allerede n.å., 1852, forlagdes Sønderjyllands overstyrelse til Kbh. Ministeriet for Slesvigs 3. departement varetog under R.s ledelse kirke- og undervisningssagerne.


I mellemtiden var Carl Moltke blevet minister for Slesvig, men herved indtrådte ingen forandring af de trufne bestemmelser, idet denne – vel nærmest af loyalitet over for kongens ønske – ved sin tiltræden havde garanteret R. opretholdelsen af sprogreskripterne, indtil han – Moltke – personlig blev overbevist om nødvendigheden af en forandring. Hos Moltke og de efterfølgende slesvigske ministre indtil 1864 – ene H. J. A. Raasløff (1854–56) undtaget – fandt R. loyal støtte af sin sprogpolitik, og han kunne derfor sende en skare af unge embedsmænd, heriblandt sine skolekammerater til Sønderjylland for at prøve kræfter med en højst modvillig bondebefolkning. Grebne af national idealisme drog de ud for at "stride for gamle Danmark", og R. fulgte dem i deres gerning med levende interesse og varm støtte men henlagde kritiske indsigelser.


Den konservative politik han i øvrigt så fulgt i Sønderjyllands styrelse lige fra Carl Moltkes tid var R. for usmidig. Af taktiske grunde ville han have haft almindelig valgret til de slesvigske provinsialstænder for at få de lavere lag, der var dansksindede i de nordslesvigske købstæder og (til dels) i Flensborg), frem på dansk side, og han ville have haft folkehøjskolen ind i Angel for her at skabe muligheder for et dansk folkeliv. Han begyndte også at opbygge danske videnskabelige institutioner i Flensborg (oldsagssamling, bibliotek) som dog kun delvis kom til udfoldelse. De R.ske sprogforanstaltninger – der i øvrigt også havde fejl i deres anlæg – kom derfor ikke til at virke på så bred basis som tilsigtet.


Præsten og skolelæreren blev i de ahgelske sogne enlige pionerer for danskheden. Der kan næppe være tvivl om at sprogpolitikken strandede i de fleste sogne i Angel, men på den anden side er det muligt at den virkede styrkende for det danske sprog i midtlandet, hvor "sprogtungen" først fra ca. 1890 gik sin opløsning i møde. Udenrigspolitisk var den utvivlsomt en belastning for helstaten.

R.s autoritære styre i Slesvig stod" urokket gennem hele Frederik VIIs tid. Med god grund kunne han senere udtale, at "der skete den Gang ikke andet i Slesvig, end hvad jeg vilde".


Allerede indrømmelserne af 1861 (om konfirmation og huslærere) måtte dog lade ham forstå, at en forandring ville komme. Da krigen i begyndelsen af 1864 stod for døren og Dannevirkes mulige fald måtte indgå i overvejelserne gav han de angelske præster den karakteristiske ordre at "hver Mand maa blive paa sin Post, såalænge det er physisk og moralsk muligt", selv om erobrerne ophævede sprogreskripterne og forandrede kirkebønnen for kongen. I maj-juni 1864 opholdt R. sig i London hvor han fungerede som rådgiver for de danske forhandlere ved London-konferencen. Han frarådede dem at følge Bismarcks forslag om en afstemning i Slesvig til fastsættelse af en delingslinje.


Den ville, efter R.s mening, "gaa os imod", dvs. føre til tab af de blandede distrikter. Krigens udfald ramte ham hårdere end de fleste, og at han efter fredsslutningen måtte påtage sig det hverv at aflevere de sønderjyske arkivalier til Preussen har sikkert bidraget til at gøre dette indtryk endnu pinligere. Efter afslutningen af dette arbejde udnævntes R. 1870 til stiftamtmand i Skanderborg. Under sin 24-årige embedsgerning her kunne han udfolde sig som en lokal landsfaderskikkelse, venlig, prunkløs, også vellidt i venstrekredse. Til trods for at R. var lille af vækst udstrålede der en mærkelig myndighed af hele hans skikkelse, men der lå bag den en bunden varme, og de slesvigske præster talte ofte om "Regenburgs dejlige Øjne". En blid fanatiker, urokkeligt overbevist om sin handlemådes rigtighed.


Som den, der var sjælen i det danske arbejde i Sønderjylland mellem 1850 og 1864 havde R. lagt vægt på at samle et rustkammer, bestående af hele litteraturen vedrørende det slesvigske spørgsmål, og der fremvoksede deraf en stærk historisk interesse som fik ham til at følge nøje med i hele den europæiske litteratur. Til noget selvstændigt forfatterskab drev han det vel ikke, men han fremskaffede materialerne til en række videnskabelige eller politiske værker, som C. F. Allens sproghistorie og den danske regerings stridsskrift fra 1862, Schleswigsche Beleuchtung einer Preussischen angeblich officiellen Denkschrift, og var også med til at hjælpe A. D. Jørgensen i gang.


R.s private samling af bøger vedrørende hertugdømmerne omfattede 10 000 bind og findes nu i statsbiblioteket i Århus. I flere år var han medlem af den danske historiske forenings bestyrelse, og 1879 blev han i anledning af universitetsjubilæet æresdoktor. I sit testamente bestemte han en betydelig sum til oprettelsen af Det regenburgske legat for studiet af nordisk, specielt sønderjysk historie. Som motto på sit våbenskjold i Fr.borg slotskirke satte han: Semper Tiro (altid rekrut). – Medlem af Danske selskab 1862. -Justitsråd 1852. Etatsråd samme år Virkelig etatsråd 1854.


Familie

Forældre: diakon Jacob R. (1772–1821) og Anna Theodora Barbara Wetche (1787–1860).


Udnævnelser

R. 1852. DM. 1892. K. 1860. S.K.. 1894.


Ikonografi

Mal. af N. P. Mols, 1890 (Fr.borg) og 1895 (Århus rådhus). Buste af Johs. Hoffmann (Fr.borg, i marmor i statsbibl. i Århus). Relief af V. Pacht på monument 1898 (Skamlingsbanken). Karikaturtegn, formentlig forestillende R. (Fr.borg). Foto (Fr.borg).


Bibliografi

Kilder. Selvbiografi i Levnedsbeskr. af de ved Kbh.s univ.s 400 års fest promoverede doktorer, 1879 162–65 (optr. i Stiftamtmand A. R. Et hundredårsminde, udg. Statsbibl. i Århus, 1915 35–38). Danske mag. 6.r.III, 1918–23 106; VI, 1933 171–74 195f 206 213f 217–23 225–30 245–59 302 (aktstykker ang. det da. docentur i Kiel); 7.r.I, 1934–36 226–28 249 266–82 285–304 (breve fra C. F. Wegener).

Lit: N. Neergaard: Under junigrundloven I–II. 1892– 1916.(reproudg. 1973). III. tid. 16.6.1895. Alex. Thorsøe: Den danske styrelse i Slesvig, 1900. Th. Sørensen i Årbøger udg. af hist. samf. for Århus stift VIII, 1915 173–200 (optr. i Stiftamtmand A. R. Et hundredårsminde, udg. Statsbibl. i Århus, 1915 5–34). A. F. Krieger: Dagbøger I–VIII, 1920–43. Holger Hjelholt: Den danske sprogordn. og det da. sprogstyre i Slesvig mellem krigene, 1923. Samme: A. R., 1978 (anm. af L. Rerup i Fortid og nutid XXVIII, 1979–80 643–47). Olaf Carlsen i Soranerbl. XI, 1926 89–92. H. Hjelholt samme sted XII, 1927 15f. Olaf Carlsen: Soranske studier II, 1929 141f. H. F. Petersen i Kirkehist. saml. 6.r.I, 1933–35 638–85. Samme i Sønderjyske årbøger, 1936 1–42 225–42. Kn. Fabricius i Sønderjyllands hist. IV, 1937 især 408–18. Erik Møller: Helstatens fald I–II. 1958 (reproudg. 1974). Alex. Scharff i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst. Gesch. XCI, Neumünster 1966 193–218. Jochen Bracker samme sted XCVII, 1972 127–225 og XCVIII, 1973 87–213. Jens Engberg: Det slesvigske spørgsmål, 1968. Papirer i Rigsark.



Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 0,0 (0 stemmer)
Siden er blevet set 603 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• A.C. IllumA.C. Illum, Anton Carl Pedersen Illum, 5.7.1863-20.4.1938, grosserer. Født i Dyvskrog,...
• A. HeiseA. Heise, Carl Arnold Leopold Heise, 28.12.1837-7.2.1915, historiker, rektor. Født i...
• Ad. S. JensenAd. S. Jensen, Adolf Severin Jensen, 23.5.1866-29.8.1953, zoolog. Født i Slangerup, død i...

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os