Logo

abe og Darwin

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

abe og Darwin

ABE Karikatur af Charles Darwin som en abe; tegning i Hornet Magazine 1871.

(se også aber - anthropoidea)


Da Charles Darwin i 1830'erne på sin store forskningsrejse mødte ildlænderne og så deres primitive livsform og abeagtige udseende, følte han sig bekræftet i sin teori om, at der var et direkte slægtskab mellem aben og mennesket. Han fornemmede, at han var mere i familie med aben end med disse vilde folk på sydspidsen af Sydamerika. I Darwins evolutionslære er mennesket et resultat af en udvikling, hvis næstsidste trin var aben, og ikke skabt af Gud og i Guds billede. Læren vakte furore i religiøse kredse og underkendes også i vore dage af fundamentalistiske kristne, kreationister.


En gruppe blandt aberne, de såkaldte menneskeaber, der bl.a. omfatter orangutang og gorilla, er særdeles tæt på menneskene, og både mennesker og menneskeaber tilhører de såkaldte øst-aber. Udtrykket “abemenneske” er dels en videnskabelig term om en nu uddød mellemform mellem abe og menneske, dels en nedsættende betegnelse for et menneske, der ligner en abe. Den britiske zoolog Desmond Morris har i en række bøger, bl.a. Den nøgne abe, 1968, beskrevet de abeagtige sider ved menneskets adfærd.


Da aben er det dyr, der minder mest om mennesket, bruges den symbolsk til ikke mindst at illustrere det konfliktfyldte forhold, mennesket kan have til sin natur eller til naturen. Aben er på vej til menneskelig tilværelse, og mennesket er stadig bundet til naturen. Aben har ikke intelligens i menneskelig forstand, men den kan efterligne, efterabe, så dens abekattestreger minder om menneskelig adfærd.


De mange arter af aber giver forskellig symbolfunktion: fra bavianens barnlige leg, temaet i masser af børnebøger, til gorillaens faretruende King Kong-skikkelse, der i fx skrækfilm kan true storbyer. Aben kan i fiktion optræde i byen, fx i Peter Høegs civilisationskritiske roman Kvinden og aben, 1996, der indledes med, at en abe styrer en båd ind i Londons havn. Eller mennesket kan optræde blandt aber i junglen, mest legendarisk i Tarzan-figuren. I Edgar Rice Burroughs romanserie, påbegyndt i 1918 med Tarzan, Abernes Konge, og i talrige film og tegneserier fortælles det, hvordan lord Greystokes søn fra civilisationens højborg, England, adopteres af en afrikansk menneskeabehun og vokser op imellem aber og andre dyr i junglens lianer. Han bliver abernes konge og overtager en række af abernes levemåder og udtryksformer, fx nøgenhed (dog med viktoriansk lændeklæde), det berømte abebrøl og en slåen sig på brystet; en abemand, der dog trækkes mod kulturen af ikke mindst forholdet til Jane, der lærer ham sprog og kærlighed.


I forskellige kulturer og religioner har aben forskellig betydning. Positiv i fx det gamle Egypten, hvor man havde ærefrygt for aber, og hvor Thot, visdommens gud, kunne afbildes som en gammel kappebavian, der bag skriveren følger dennes arbejde nøje. Og i hinduismen, hvor abeguden Hanuman i det store epos Ramayana optræder som en magisk og flyvende hjælper for Rama, og den dag i dag er en af de populæreste guder, også ikonografisk, jævnfør også at aber er et hyppigt syn i hellige områder i Indien. I de indiske Vedaer står der: “Det er de små aber i træernes toppe, der først ser solopgangen”, et citat der bruges som titel på en samtalebog mellem Ebbe Kløvedal Reich og Johs.H. Christensen: Aberne i træernes toppe (2005), som symbol på et menneske, der har skuet næsten profetisk ud i verden, men bevaret naturen, dvs. forundringen over verden.


I kristendommen er betydningen af aber negativ. Aber kædes sammen med forfængelighed (en abe med spejl i hånden), gerrighed og synd. Satan, der frister Eva med frugten fra kundskabens træ, er i den ikonografiske tradition undertiden fremstillet i en abes skikkelse. Satan efteraber Gud; en lænket abe er tegn på, at synden er overvundet. Hos Grundtvig er aben et vrængbillede, et symbol på det hedenske og kulturelt reducerede menneske.


I japansk tradition er betydningen af aber mere blandet, fx i dobbelttydningen af “de tre aber”, koshin, tre aber, der intet ondt ser, hører eller taler. De tre aber kan tydes som udtryk for buddhismens tanke om ikke at foretage sig noget ondt, eller – som det berettes i en legende – ikke at røbe deres ærinde som udsendt fra guderne. Klaus Rifbjerg har udnyttet temaet i romanen De hellige aber, 1981.

I kinesisk religion og folklore findes Abekongen Sun Wukung, der kommer til at tilhøre de udødelige, hsien, efter at han som gartner i kejserindens have har indtaget gudernes udødelighedsfersken. Buddha straffer ham og lokker ham ind i et bjerg.


Her sidder han i 500 år, indtil bodhisattvaen Guanyin lover ham friheden, hvis han vil ledsage en buddhistisk pilgrim på dennes rejse til Indien for at indsamle buddhistiske tekster. Beretningen findes bl.a. i en af de mest elskede kinesiske romaner, “Rejsen mod vest”, 1592, af Wu Chengen (på dansk Abekongen besejrer Benradsdæmonen, 1979, og Det store kinesiske eventyr om abekongen, 1983); værket slutter med, at Abekongen igen gøres til guddom.


I Anders Bodelsens novelle “Rama Sama” (1967) bruges et fikserbillede i en børnebog, hvor et landskab skjuler en abe, som led i en drengs udvikling: Da drengen ser, at aben skjuler sig i landskabet, oplever han en indsigt og befrielse for den angst, der beherskede ham, så længe han ikke havde tolket den frem. En initiation, hvor “the missing link”, evolutionslærens manglende led, spiller med i et psykologisk plan, og hvor dæmonen kaldes frem i lyset. En dybdepsykologisk tolkning gives i gengivelsen af en drøm af Klaus Rifbjerg; abesekvensen har mareridtets karakter: “For enden af drømmen sad et meget stort, abelignende væsen.


Dyret, der havde elementer af et ur i sig – penduler, fjedre, træmørke, glas – sad på bagdelen med benene skrævende til begge sider, og når drømmen var ved at være forbi, gik jeg ned imod det, og aben bøjede sig over mig og slugte mig, og jeg druknede i dets tordnende, kukkende, behårede, sorte, sødt-stinkende indre og vågnede op på den anden side skælvende af angst og uforståeligt deprimeret.” (Politikens kronik 2.6.1968).


Det psykologiske aspekt er også i centrum af Kafkas groteske fortælling “En rapport til et akademi”, hvor en abe aflægger en rapport om sin fortid som abe, i det fri, i zoo og som varietékunstner. Magi og forvandling er der også i Karen Blixens næsten samtidige fortælling “Aben” (Syv fantastiske Fortæringer, 1935), hvor en tysk priorinde har en lille grå abe, hjembragt fra Zanzibar. Aben forsvinder i perioder ud i det fri, og straks skifter hendes stemning. Til sidst bytter priorinden og aben simpelthen plads og skikkelse! Blandt de mange folkeslag i jordens indre i Holbergs Niels Klim, 1741, er naturligvis også et abefolk i et land fuld af naragtige, sladdervorne, krybende, hykleriske projektmagere. Ikke noget “sløve abers land” (slaraffenland), men hastværkernes.


Aben og abearter som bavianen, orangutangen og gorillaen indgår i mange faste sproglige vendinger: Som nævnt kan “abekat” og “abekattestreger” bruges om en nar og narrestreger og “at efterabe” om en dum og uoriginal efterligning. “En halv abe” er en halv flaske snaps. “At sidde med aben” er at have ansvaret for noget ikke-eftertragtelsesværdigt og “at sende aben videre” eller “slippe af med aben” er at fralægge sig ansvaret. “En abefest” er en vild, løssluppen fest, der nok også har været “abeskøn”.


En mand, der har mange kvinder, kan kaldes “hangorilla”. “Gorilla” kan bruges om bodyguard, især i det kriminelle miljø. “Bavian” kan bruges om fræk opførsel; Bavian er titlen på en novellesamling af Naja Marie Aidt, 2006: i den spiller to noveller på mænds bavianlignende udseende og opførsel (“Bulbjerg”, “Myggestik”).


Abens promiskuøse seksualitet ses i en sammenligning hos Chr. Winther, hvor de florentinske kvinder er “ligesaa lidt kyske som Aben”. Det dyrisk-seksuelle er også udnyttet i en sang i Ernst Bruun Olsens Teenagerlove, 1962, hvor folket i popsangene får deres skud fordummelsens opium, inklusive “vild sex”, i Billys, den store crooners: “Klokkerne ringer til Sex-Sang! / Orangu orangu orang. / Jeg er en orangu-sex-tang! / Orangu orangutang.”


Mere uskyldig og barnlig er den populære trælegetøjsfigur af en abe, af Kay Bojesen, 1951. At også den kan svinge sig i lianerne, i børns fantasi, er der ingen tvivl om. “Åh, abe!” kan ethvert barn synge med på.

Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 0,0 (0 stemmer)
Siden er blevet set 1.622 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• nedsynkning af livmoder og skedenedsynkning af livmoder og skede, fremfald, prolapsus genitalis, descensus genitalis,...
• kohabitationkohabitation, (se kohabitere), samleje
• kionkion, (græsk søjle), drøbel.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os