Logo

Korea (Historie)

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Korea (Historie)

Korea i de tre kongedømmers periode ca. 400 e.Kr.

Korea er historisk og kulturelt tæt forbundet med Kina, og beliggenheden mellem Kina og Japan har haft afgørende betydning for landets udvikling.


De første spor af bosætning på den koreanske halvø er primitive stenredskaber (pebble tools) og håndkiler fra ældre og mellemste palæolitikum. Ved Sokchang-ni ca. 125 km syd for Seoul er fundet bopladslag fra begyndelsen af yngre palæolitikum, ca. 30.000-20.000 år før nu. Omkring 15.000 f.Kr. begyndte en lang periode med indvandring af nomadefolk fra NØ. Meget tyder på, at der på det tidspunkt var landforbindelse mellem halvøerne Shandong og Liaodong i Kina og muligvis også fra disse til Hwangaeprovinsen i Korea, hvilket betyder, at der sandsynligvis også har fundet en indvandring sted fra vest Ca. 5000-3000 f.Kr. indførtes jordbrug og dyrehold. Fra samme tid stammer skaldynger (køkkenmøddinger) ved kyster og flodbredder. I løbet af Koreas bronzealder (ca. 800-300 f.Kr.) blev risdyrkning indført fra Kina.


Dynastier
ca. 300-668De tre kongedømmers periode; Koguryo, Paekche, Silla.
668-935Det forenede Silla.
918-1392Koryoriget.
1392-1910Yidynastiet.


Store stengrave fra denne tid tyder på en klar arbejdsdeling med magtfulde ledere, der besad såvel verdslige som religiøse roller. I slutningen af bronzealderen opstod de første magtcentre, der udgjordes af befæstede landsbyer, som herskede over de nærliggende områder. Disse centre udvikledes især omkring de store floder Sungari, Yalu, Liao He, Taedong og Han. Fra omkring 300-tallet f.Kr. blev jern brugt til hakker og plovskær, hvorved risproduktionen blev forøget. Som noget helt særligt kender man fra denne tid ondol, et system af røgkanaler under gulvet i husene, for at kogeilden kunne udnyttes til husopvarmning.


De tre kongedømmers periode (ca. 300-668)

Den nordvestlige del af landet blev ca. 100 f.Kr.-ca. 300 e.Kr. koloniseret af Kina, og den kulturelle påvirkning herfra var betydelig. Den første egentlige statsdannelse var kongeriget Koguryo (ca. 37 f.Kr.-668 e.Kr.), som omfattede det meste af det nuværende Nordkorea samt dele af Manchuriet. I 1. årh. e.Kr. dannedes i den sydlige del af landet kongedømmerne Paekche i vest og Silla i øst. Mellem disse var der indtil midten af 500-tallet et forbund af småriger, Kaya eller Karak (jap. Mimana), der havde nære forbindelser i Japan. I 562 blev den sidste del af Kaya erobret af Silla. De tre kongedømmers periode var kendetegnet af indbyrdes konflikt og skiftende alliancer. Kongedømmerne kopierede elementer af kinesisk kultur og politik, og særlig betydningsfuldt var skriftsystemet, kongfuziansk morallære og buddhisme, der blev det ideologiske grundlag for centralmagterne.


I Koguryo oprettedes i 372 et nationalt kongfuziansk akademi, T'aehak, mens Silla førte an mht. indførelse af kinesisk landbrugsteknologi som oksetrukken plov og kunstvandingssystemer.

I 600-tallet samlede Silla, i alliance med Kina, hovedparten af den koreanske halvø til ét rige, det forenede Silla. Placeringen mellem Kina og Silla førte i 668 til Koguryokongedømmets sammenbrud. Flygtende militære ledere fra Koguryo oprettede i det nordlige Korea kongedømmet Parhae, der bestod i ca. 300 år. Såvel Koguryo som Paekche genopstod i slutningen af 800-tallet som selvstændige kongedømmer i opposition til Silla. Koryodynastiet, som afløste Silla, udsprang af det sene Koguryorige.


Koryoperioden

Kongedømmet Koryo (Korea) etableredes i 918 og opstod som en regional magt omkring byen Kaesong. Målet var at besejre Paekche og overtage såvel Koguryos som Sillas politiske legitimitet. Erobringen af områderne blev nået ca. 935. Koryos centrale styre blev dog konstant udfordret af magtfulde lokale klaner. I 958 indførtes et eksaminationssystem for embedsmænd for at etablere et centralt civilt statsbureaukrati med det formål at styrke kongemagten.


Buddhismen var stadig den dominerende religion, men det politiske system hyldede i stigende grad kongfuzianske idealer. Koryoperioden er karakteriseret ved de fortsatte bestræbelser på at svække regionale magtcentre og skabe en sammenhæng mellem central og lokal politisk magt ved bl.a. at fordele jord til civile og militære tjenestemænd. Ejendomsretten tilhørte kongen, men da jorden reelt gik i arv, blev kongens økonomiske og politiske magt undermineret. Modsætninger mellem aristokrati og militær gjorde i en periode militæret til Koryos reelle magthavere.


En tiltagende udbytning, udbredt hoveriarbejde og stigende skatter medførte gentagne gange folkelige oprør. Centralmagten truedes også af japanske sørøvere, hvis plyndringstogter ramte kystbefolkningen og delvis lammede søtransporten til og fra landet. Efter gentagne invasioner fra det mongolske Yuandynasti i Kina blev Koryo i 1200-tallet de facto en kinesisk lydstat og deltog i de fejlslagne mongolske ekspeditioner mod Japan i 1274 og 1281. Mod slutningen af Koryoperioden blev bomuldsdyrkning udbredt, og det var også i denne periode, at metaltyper begyndte at blive anvendt ved bogtrykning.


Yidynastiet

Yidynastiet, hvis officielle navn var Chosen, blev etableret i 1392. I begyndelsen af 1400-tallet blev landbruget yderligere effektiviseret: Anvendelsen af gødning blev almindelig, der blev bygget vandreservoirer og vandingskanaler, nye kornsorter blev udviklet, og udplantning af risspirer overtog tidligere såmetoder. I begyndelsen af 1400-tallet indførtes et identifikationskort med navn, fødselsdato, social status og egnstilhørsforhold. Hermed søgte magthaverne at forhindre, at fæstebønderne forlod jorden for at unddrage sig skattebyrden. I 1400-tallet var der et par tusinde statsansatte håndværkere i hovedstaden, Seoul, og dobbelt så mange i provinserne. I Seoul kontrollerede staten al handel, der blev betragtet med stor skepsis af den regerende elite. I det hele taget udviklede pengeøkonomien sig kun langsomt.


Gennemførelsen af en jordreform i begyndelsen af Yidynastiets periode betød, at magtbalancen tippede fra de store jordbesiddere over til embedsmænd i statsbureaukratiet. Jordreformen fjernede samtidig det økonomiske grundlag for buddhismen; dette var i overensstemmelse med den nye elites ideologiske interesse, som var at promovere neokongfuzianismen som statsideologi. Herefter var det eksamen, som gav adgang til elitestatus, hvilket i princippet skulle fremme den sociale mobilitet. Bortset fra børn af slaver og lavstatusgrupper, fx garvere, skomagere og slagtere, kunne alle gennemføre en uddannelse og tage eksaminer.


Der fandtes et udbredt system af lokale landsbyskoler, sodang, hvor de fleste drengebørn lærte at læse og skrive kinesisk. I praksis var uddannelse og embede dog elitens privilegium. Kombinationen af muligheden for at forbedre sin og familiens livssituation gennem uddannelse og elitens interesse i at udbrede statens ideologi er den væsentligste årsag til, at kongfuzianismen herefter kom til at spille en særdeles vigtig rolle. Som et led i en moralsk folkeopdragelse indførtes det koreanske alfabet, hangul, i 1446. Kinesisk forblev det lærde sprog, men hangul bidrog i høj grad til at udbrede kongfuzianismen. Dertil bidrog også indførelsen af et landsbyregulativ, som foreskrev moralske regler for acceptabel adfærd og gensidig assistance.


Et overskud af kandidater til et begrænset antal stillinger i administrationen skabte fraktioner, der kom i indbyrdes konflikt. Fra 1400-tallet var kongfuzianismen den bærende statsideologi, men samtidig var der fortsatte rivaliseringer inden for den regionalt opsplittede kongfuzianske elite.


Yidynastiets dynamiske periode varede et par hundrede år, og dets begyndende forfald faldt sammen med forværrede relationer til nabostaterne. Koreas internationale relationer var stadig domineret af et tributforhold til Kina, nu under Mingdynastiet. Forholdet til Japan var fortsat spændt, men der foregik en vis handel landene imellem. Først og fremmest var Korea formidler af kinesisk kultur til Japan, i nogle tilfælde i en koreaniseret variant. 1592-98 var Korea udsat for japanske invasioner under Toyotomi Hideyoshi, som planlagde et angreb på Kina gennem Korea.


Tropper fra Kina kom koreanerne til assistance, og den koreanske admiral Yi Sun-Sin (1545-98) besejrede den japanske flåde med sine avancerede "skildpaddeskibe", overdækkede kanonbåde belagt med jernplader og pigge. De næste invasioner i 1627 og 1636 kom fra det manchuriske Qingdynasti.


Isolation og stagnation

Det koreanske regime stod internt over for reformkrav. Elitens kendskab til vestlig religion, i første omgang katolicismen, og til vestlig teknologi og naturvidenskab gav næring til en reformbevægelse, som i 1700-tallet udfordrede den regerende elites neokongfuzianske ortodoksi. Magthavernes svar på udefra kommende pres og intern nyorientering blev at søge status quo bevaret gennem fortsat isolation.


Økonomisk stagnation og forøgede skatter, som især finansierede lokale magthavere, svækkede statsmagten. Mange forlod deres hjemegn og sluttede sig til omstrejfende røverbander. I løbet af 1800-tallet udbrød adskillige spontane bondeoprør, der var rettet mod konkrete uretfærdigheder og umoralske ledere. I 1864 blev den 12-årige Kojong (1852-1919) kronet som Koreas konge, hvilket gav faderen, Yi Ha-Ung (1821-98), bedre kendt som Taewon-Gun, den reelle magt. Et tiltrængt forsøg på en dynastisk revitalisering søgtes gennemført med bl.a. bekæmpelse af korruption, retfærdigere skatter og en underminering af landaristokratiets magt. Det sidste blev årsagen til, at de iværksatte reformer brød sammen, og at centralmagten blev svækket yderligere.


Stigende udenlandsk pres

Det var således et svagt og isoleret koreansk kongerige, som i 1800-tallet stod over for vestmagternes ønske om adgang til handel og mission. Den koreanske elite så Opiumkrigen i Kina 1839-42 som en advarsel om, hvad en åbning af landet kunne medføre, og da det første amerikanske skib i 1866 forsøgte at sejle op ad Taedongfloden, blev det angrebet og sænket. Det var især "den åndelige forurening", man var på vagt over for. Samme år blev et antal franske katolske missionærer henrettet sammen med en stor del af deres lokale tilhængere.


Japan indledte i 1868 et moderniseringsprogram og viste herefter fornyet interesse for Korea som råvareleverandør og marked. En aftale om adgang til havnefaciliteter og handel blev gennemtrumfet i 1875. Den japanske interesse for Korea foruroligede det kinesiske Qingdynasti, som stationerede tropper i Seoul for at fastholde dominansen af Korea. Tilskyndet af Kina, der ønskede at blokere for japanske ekspansionsplaner, underskrev Korea i 1880'erne handelsaftaler med en række vestlige lande, herunder Danmark. Koreas uafhængighed var imidlertid fortsat truet, da halvøen indgik i nabolandenes strategiske planer.


Konflikterne mellem ortodokse og progressive nationalister i Korea fortsatte. Katolicismens lære, at alle er lige for Gud, var tillokkende for de nederste lag i det kongfuzianske samfundshierarki. En blandningsreligion, tonghak ('østlig lære'), der var i opposition til udbredelsen af 'vestlig lære', sohak, men klart inspireret af katolicismen, fik stor tilslutning i provinserne. I slutningen af 1800-tallet udviklede tonghak sig til en politisk reformbevægelse, som bl.a. organiserede en bondehær i kampen for et mere retfærdigt samfund.


Tonghakoprøret i 1894 var vendt mod en korrupt embedsstand og udenlandsk, især japansk indflydelse i landet. Da oprøret bredte sig fra Chollaprovinsen mod Seoul, fik regeringen assistance fra Kina. Det fik japanerne til at sende tropper ind i Korea, og rivaliseringen om Korea udløste Den Kinesisk-japanske Krig 1894-95. Japan var militært overlegen og gennemtrumfede nye aftaler om rettigheder i Korea. Efter Japans sejr over Kina 1895 og Rusland 1905 blev Korea, med vestmagternes accept, japansk protektorat i 1905 og i 1910 regulær koloni.


Korea som japansk koloni

At isolationspolitikkens sammenbrud faldt sammen med landets kolonisering fik stor negativ betydning for moderniseringsprocessen. Indtil 1919 baseredes det japanske herredømme i Korea på ren undertrykkelse. I 1919 gennemførtes landsomfattende demonstrationer for landets uafhængighed, og i Shanghai oprettedes en eksilregering. Japan forsøgte 1930-31 at imødekomme visse krav for at pacificere den koreanske modstand. Herefter var der bestræbelser i gang for at japanisere koreanerne, samtidig med at industrialiseringen tog fart.


I denne periode blev japansk det officielle sprog, og den koreanske befolkning blev tvunget til at tage japanske navne og praktisere shintoreligionen. En af de mest negative konsekvenser af den japanske kolonisering var, at koreanerne kom til at spille en sekundær rolle i deres eget lands udvikling: De højeste poster i politisk og økonomisk administration var forbeholdt japanere. Ved koloniperiodens ophør i 1945 stod koreanerne dårligt rustet til overtagelsen, hvilket kom til at influere udviklingen i det delte Korea. Om landets videre historie se Koreakrigen, Nordkorea (historie) og Sydkorea (historie).

Læs mere om Korea.


Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 0,0 (0 stemmer)
Siden er blevet set 89 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• Japan (Religioner)Japans vigtigste religioner har ifølge statistikkerne (1994) følgende tal for tilhængere:...
• Japan - politiske partierEfter en periode efter 2. Verdenskrig med flydende grænser mellem partierne antog det...
• Java (Musik)Java er gamelanmusikkens hjemsted. Herfra stammer grundformen for de populære...

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os